mandag den 7. maj 2012

Erasmus = Orgasmus ??


Langt om længe har jeg tid og overskud til at berette om nogle sindssyge dage!!

Efter arbejde i mandags tog jeg tog jeg over til Thomas. Han bor lige ved Görlitzer Bahnhof i Kreuzberg i en gammel trashed bygning på Manteuffelstrasse. Over den røde gadedør hænger der en opsats med et hjortehoved og et fint skilt hvor der står Château Manteuffel. Hvert år holder hele opgangen en stor gårdfest med Dj’s og bar natten til 1. maj. For at komme med skal man stå på gæsteliste og det gjorde jeg! Også Charlotte, Enrico og Ruben og hans søskende havde været heldigeJ Det var en helt vild fest! I den bagerste gård er der bygget terrasser i flere plan, så dj’en var hævet op over dansegulvet. Baren var billig og folk var glade. Desværre kom politiet og lukkede festen klokken 02:30. Selvom det var trævls, gav det os en mulighed for at gå ned til stationen og spise lidt döner, købe lidt øl, og så sneg vi os tilbage igen. Festen var svunget noget efter politiets indgriben, så i stedet for flere hundrede mennesker, var der nu kun 60 stykker eller sådan noget, der sag i den varme nat udenfor og lyttede til guitarjam.

Første maj i Berlin er fuldstændig sindssyg!! For det første har hele Berlin fri, hvilket er super vildt og alle er i gaden. For det andet tager politi fra hele Tyskland til hovedstaden fordi lige så mange andre tager hertil for at demonstrere og feste. Har aldrig i mit liv set så meget politi. Flere gader var fyldt med de store politibiler fyldt med kampklædte politimænd og kvinder.
Jeg startede med at tage med Thomas og Ruben til Tempelhof, som nogen måske vil genkende som den gamle lufthavn. Og ganske rigtigt, men nu har folket indtaget området, som er ideelt til open air fester når solen skinner og temperaturen sniger sig op over 30. Mellem 14-16 dansede jeg amok mellem tusindvis af andre glade mennesker til electro swing musik under den åbne himmel!





Fra Tempelhof tog vi mod Görlitzer for at ramme parken med sammen navn, den ligger nemlig rammerne om en kæmpefolkefest og gaderne rundt om var proppet med musik og mennesker. Intet sted lignede Berlin sig selv. Over alt var der mennesker og politi (ikke at det er en modsætning!) og overalt herskede en stemning af festival. Om aftenen mødtes Ruben og jeg med Graham, som for tiden er en svært presset mand. Han afleverer sin master her på fredag. Men vi fik drukket i par øl og gået lidt rundt omkring Görlitzer. Jeg kommer helt sikkert tilbage og fejre 1. maj i Berlin. Det må uden sammenligning være Europas vildeste første maj fest!

Jeg må indrømme at ugens start betød at det var en smule hårdere end det plejer at arbejde onsdag, men dagen gik okay hurtig.
Torsdag havde jeg møde med begge mine tyske vejledere. De er super ambitiøse, og føler ikke rigtig jeg kan nå at følge med. Håber at jeg kan leve op til deres forventninger. Det var Matteos Fødselsdag, men han vidste ikke at vi vidste det. Så ingen måtte sige tillykke til ham i løbet af dagen, for om aftenen var der surprise på kollegiet. Desværre sad jeg i toget på vej til lufthavnen så kunne kun skrive til ham, da de andre gav mig grønt lys. Mine skønne forældre hentede mig i lufthavnen. Først kunne min kære mors vist ikke kende mig, for hun kiggede på mig, men så mig ikke rigtigt. Men så lyste hun op i et smilJ Vi fik lidt rødvin derhjemme og Hans og Liat kom også, og pludselig blev klokken halv tre.
Fredag legede jeg turist med Fie, så vi spiste iskage på Langelinie. Og om aftenen havde vi middag på køkkenet. Viggo er bare det bedste kollegium i verden! Bum!
Lørdag skulle Jens konfirmeres, og selvom præsten var lidt af en klovn og ingen kunne høre hvad han sagde, var det en super dejlig dag. Jens så fantastisk ud, og jeg er ikke sikker på at det i virkeligheden havde været så meget bedre af, at man havde, kunne høre hvad præsten havde at sige. Det var så skønt at se hele den pukkelryggede igen!

Søndag drak jeg kaffe med Julie på cafe Retro i Jægersborgsgade. En super fin cafe, hvor de er virkelig large. Man må gerne have madpakke med og spise der. Desuden er kaffen god. Fik en americano, som er et espresso shot med kogt vand i, hvilket gør at kaffen er utrolig smagfuld. Kaffekendere ville måske hævde, at en espresso skal drikkes rent, men det er jeg simpelthen ikke voksen nok til!!
Her til morgen har jeg været til møde med min danske vejleder Hans-Jørgen. Det gik super fint, men har ikke fået mindre at lave, og min dag er gået med at tale med alle de dejlige mennesker jeg stødte ind i her på DTU. Om et par timer skal jeg med flyveren tilbage til Berlin. Glæder mig til at se de andre igen, kan se på facebook at de også har haft en dejlig weekendJ

Og så en lille forklaring til dette indlægs overskrift. Núria, en skøn pige jeg kender fra Spanien, fortalte mig om erasmus’ kælenavn. Åbenbart er erasmus udveksling kendt i det meste af Europa som orgasmus, da der bliver fjollet en del rundt, især mellem dem der kommer syd fra. Synes at det var skægt J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar