Just my Luck!!!

Tirsdag var lidt tung for mig på arbejde, men om aftenen skulle jeg spise med Rikke og Thea. Eller i virkeligheden var planen, at vi skulle til weightwatchers møde først. Har nemlig besluttet, at det skal være løgn, at man bliver tyk af erasmus, ha! Rikke og jeg begav os af sted til tysk ww møde med forhåbning om, at skulle hurtigt hjem igen og lave mad, men næh nej, sådan skulle det ikke gå.

Da jeg skulle meldes ind på ny, var vi nødsaget til at blive der igennem hele mødet, som i Tyskland er noget længere end i Danmark. Det var et meget langt møde for os, for selvom vi øver os på tysk, kender vi altså ikke navnene på madvarerne endnu… Desuden var der uendelig meget selvros, så efter noget der mindede om en evighed, kunne vi endelig gå derfra sammen med Thea, som havde tilsluttede sig selskabet på det helt rigtige tidspunkt, læs; da mødet var slut. Vi var alle tre skrupsultne, og derfor blev planen om at lave mad skoddet i forhold til den hurtige løsning. Fastfood. Heldigvis af den sunde nærende slags, ellers ville den dårlige samvittighed, man når at bygge op under sådan et møde havde vejet for tungt. Stedet hed Dolores og det er lige åbnet på Wittenbergplatz. Det er mexicansk og det er lækkert! Så kan kun anbefale det. Bagefter bød tøserne på en kop kaffe hjemme i deres lejlighed. Gad godt bo sådan, men ikke alene, det ville være for trist for mig. Inden jeg tog hjem, gjorde jeg et hurtigt sygebesøg hos Ruben, som lå syg hele sidste uge.

Onsdag var det arbejde igen og om aften skulle jeg til roning. Jeg cyklede derned fra arbejde. Der er godt 8 km derfra, så det er helt okay trods den tunge cykel. Jeg troede egentlig hele vejen, at jeg skulle ned og nyde tiden i en singlesculler, men sådan foreholder det sig ikke. Jeg har meldt mig til Ruderntreff, hvilket åbenbart udelukkede er Manschaffsboten, som på dansk er gigt både, altså tynde både med to åer og flere mennesker, oftes også med styrmand. Så efter lidt fordeling tog vi to både afsted. Jeg var i en fire med styrmand, og det gik helt fint. Havde ingen anelse om hvor vi skulle hen, men fik dog hurtigt en fornemmelse af, at vi ikke lige vendte rundt med det samme. 16 km, flere vabler og ømme balder senere kom vi endelig hjem igen. Da jeg var ny, var det kun de fire andre der skiftedes om at være styrmand, så derfor var jeg den eneste, der rent faktisk roede 16 J de andre roede ”kun” 12. Jeg var så umådeligt træt, at jeg faldt om på sengen, da jeg kom hjem.

Torsdag var lidt en trist dag på den måde, at jeg skulle sige farvel eller på gensyn til Graham. Han skulle nemlig hjem og aflevere sit speciale fredag. Så omkring frokost cyklede jeg til kreuzberg og mødtes med Ruben og Graham og spiste en afskeds-mustafas. Jeg håber, han kommer tilbage og besøger os, vi har allerede manglet ham flere gange!!

Fredag var der RingParty. Navnet i sig selv er ikke videre sigende, hvis man ikke kender til Berlins infrastruktur. Måske i virkeligheden heller ikke hvis man gør. Det er de skøre italienernes påfund, her henvises til Matti og Vitto! Konceptet går ud på, at tage en hel runde med ringbanen, mens man fester. Det lyder forholdsvist harmløst, men som derhjemme. er det ikke tilladt at drikke i togene, så aftenen endte med, at vi havde selskab af politiet, som holdt os under skrapt opsyn. Da der ikke var nogen musik lavede vi vores eget, ret skægt og til stor underholdning for os selv, men måske noget voldsomt for de andre passagerer. Men status blev ingen anholdte og en hylende skægt aften.

Erasmus RingParty

Lørdag formiddag fik jeg løbet mig en lille tur, skypet med Lasse og med mine forældre. Hvorefter jeg begav mig til zoologischer for at shoppe lidt fornødne ting. Det fortrød jeg hurtigt, for det viste sig at bundesligaen afholdte finale samme dag, og samtlige fodboldstosser fra Dortmund og Bayern var troppet op omkring pladsen, så det var næsten umuligt, at bevæger sig nogle steder. Hvilket gav mig pip! Hvorfor er det, at de tror, de ejer verdenen?? Argh! (sorry, havde lige et par sammenstød med nogle fulde mænd, men skal nok afholde mig fra yderligere brok over fodboldfans)

Åndsvage Dortmundfans

Om eftermiddagen var jeg inviteret til b-day BBQ ved Tempelhof. Potentielt en fest, desværre blæste det en halv pelikan, og det var hverken værre eller bedre end, at jeg på vejen derud blev forhindret af et kæmpe kvindeløbsarrangement! Der var kvinder i løbetøj på hele bredden af Strasse des 17. Juni, som jeg ellers anser for, at være en ret bred vej. Følte mig knap så heldig!

Billedet taget midt på Strasse des 17. juni, gal der var mange damer

En kold og vindblæst, men hyggelig b-day BBQ for Mika

Mere eller mindre vindblæst forlod jeg Tempelhof efter et par timer. Jeg blev sidste-øjebliks-inviteret til en fødselsdagsmiddag hos Hélouïse fra arbejde. Hun bor über nice lige ved Kottbusser tor. Det meste af selskabet var fransk, men det er jeg vant til fra tyskkurserne, underligt nok. Hun havde virkelig gjort sig umage og jeg nød aftenen. Da klokken blev elleve, tænkte jeg, at jeg ville støde til de andre på Clash bar ved Mehringdamm, kun ti minutters cykeltur væk. Men jeg kom ikke ret langt før uheldet igen forfulgte mig.

Jeg holdt helt stille for rødt lys ved Kottbusser tor, da en fuld tysker på racercykel kørte frontalt ind i mig. Jeg så ham aldrig komme. Husker kun at forbipasserende samlede mig op fra vejen. Om jeg har slået mit hoved aner jeg ikke, for jeg var ret omtumlet. Jeg blev ved med at forsikre folk om, at jeg var okay. Hvilket jeg også var stærk overbevist om. Sebastian, som den fulde tyske tilkendegav sig med, gav sig i sving med at sætte kæden på min cykel. Jeg prøve ihærdigt, at fortælle ham. at det var en lost cause, eftersom baghjulet var total smadderet. Efter et kvarter gav han op, og jeg gik mod u-bahnen, fordi jeg stadig mente, at jeg skulle til clash. Men mens jeg ventede på at toget skulle komme, kunne jeg godt fornemme, at alting måske ikke var helt okay. Mine fingre summede mærkeligt og følte mig pludselig forvirret. Jeg ringede til Ruben for at fortælle ham, hvorfor min ti minutters cykeltur havde taget en halv time, og han instruerede mig i at tage toget og sende ham beskeder hele tiden. Han hentede mig ved Mehringdamm. Thomas og han vurderede at jeg talte alt for langsomt, og at jeg var forvirret, derfor besluttede de at fragte mig de 700 meter hjem til Ruben. Her tilkaldte de en ambulance, og der kom nogle redningsfolk og så til mig. De talte tysk og jeg kunne overhovedet ikke overskue, at skulle med nogen, jeg ikke fattede noget af, hvad sagde. Jeg  var bare træt og mit hoved gjorde ondt, og stædig, som jeg er, mente jeg, at jeg da ikke behøvede at tage med ambulancen. Tossede mig! I stedet lagde jeg mig til at sove, mens en bekymret Ruben holdt øje med mig den nat. Næste dag afleverede han mig til Matti, som så kunne overtage overvågningen, men først efter han tvang mig til, at ringe og spørge mine forældre, om de syntes jeg skulle på skadestuen… 

Så min lørdag aften er endt med en mindre hjernerystelse, som har gjort mig uden af stand til at foretage mig noget som helst!! Meget kedsommeligt. Heldigvis er der ikke sket mere, og jeg skal bare slappe af, og ikke skrive på computer, hvorfor denne update, har taget mig hele dagen at skrive.. Matti kigger stadig til mig, og Vitto og Matti laver mad hver aften. Ruben er også flink til at holde mig med selskab og alle tøserne sender bekymrede smser, lige som min kære kæreste holder sig updated og sender mig beskederJ

Håber at kunne skrive en mindre dramatisk update næste gang, og så har jeg lovet Ruben, at næste gang nogen ringer efter en ambulance til mig, har jeg værsgo at tage med den!

Ciao